lørdag den 9. maj 2015

Kniplet ugle

Nogle gange får en skør idé lidt konsekvenser...
For snart meget lang tid siden havde min søster en t-shirt med en ugle, i sin tøjbutik. En ugle, der lignede en knipling og som bare måtte laves!


Det var under et højskolekursus, hvor temaet var flamsk knipling, så t-shirten kom en tur i kopimaskinen og jeg begyndte at tegne en flamsk ugle.
Uglen er kniplet og tegnet samtidigt og måske derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg gik ind til - på det bredeste sted er der f.eks. mere end 150 par! Men endelig - efter utallige tegninger og skitser og mere end et år efter jeg begyndte, er den endelig kommet af brættet.

Ganske stolt af mit største projekt til dato - den flamske ugle.


søndag den 15. februar 2015

Kniplet dørmåtte

Jeg har nogle ret fantastiske kvinder på mine kniplehold. Mine til tider fjollede ideer i samspil med deres, resulterer i de dejligste udfordringer. En af dem var en kniplet dørmåtte og det måtte selvfølgelig afprøves. Efter diverse indspark og gode ideer til materialer, bestemte jeg mig for at prøve kræfter med min fars gamle høstbindegarn.
Sammen med en ligesindet kniplerske og bevæbnet med et gammelt havebord, hammer, søm og handsker begav vi os i kast med udfordringen.
Og jeg må sige, at jeg ikke er skuffet over resultatet. Bestemt ikke et anbefalelsesværdigt materiale, men den er helt klart brugbar og det var sjovt!

fredag den 2. januar 2015

Kniplemesse i Slagelse 2014


Jeg havde den store fornøjelse at udstille mine kniplinger på Slagelsemessen 2014. Et par spændende, sjove dage med mange dejlige mennesker og hyggelige samtaler. Her er et par billeder fra min udstilling.


lørdag den 1. marts 2014

Tørklæde i silke

Mit andet tørklæde er blevet færdigt og er kniplet i den dejligste grønne silke.
Det har taget forbavsende kort tid at kniple og jeg har faktisk nydt at kniple det, selvom så store projekter normalt er noget jeg hurtigt bliver træt af og derfor ikke kaster mig over så ofte! Jeg er ret sikker på jeg kommer til at kniple endnu et eksemplar i en anden farve.

lørdag den 15. februar 2014

Kniplet broche

Min sidste tur ind i de kniplede smykkers verden har ført til en knipling, der kan bruges som broche eller vedhæng til en halskæde.
Kniplingen er tegnet ud fra nogle blade, der var syet på min søsters bluse. Nogle gange er det de mærkeligste steder inspirationen kommer fra!

lørdag den 8. februar 2014

Kniplede smykker

Mine seneste kreationer er halskæder kniplet i silke og forbundet med en perlemorsring.


torsdag den 2. januar 2014

Kniplet armbånd


Jeg har kastet mig over kniplede smykker, hvilket har været en meget stor udfordring og selvom jeg er godt tilfreds med resultatet indtil videre, bliver det nok ikke til så mange smykker i fremtiden.
Mit første smykke er et armbånd i flamsk knipling. Det ser nemmere ud end det er!